Forfatter: Tue Kjær

AF NARM hovedlærer aut. psykolog Tove Mejdahl

Vi har brug for et nyt paradigme, hvor det primære mål for al behandling er at møde et lidende menneske ligeværdigt, respektfuldt og med kærlige øjne. For ved at blive set og mødt respektfuldt opstår mulighederne for at begynde at se sig selv indefra med kærligere øjne, og dermed opløse den skambaserede identitet.

Skam/skyld-temaet er blevet et populært emne i psykologi og populærkulturen, men forståelsen af de overlevelsesbaserede mekanismer bag skammen bliver ikke altid italesat.

Mange teoretikere taler om skam som en medfødt følelse, akkurat som inkorporeret i titlen på psykolog Lars J. Sørensens første bog om emnet: ”Skam – medfødt og tillært”. (2013)

For mig at se er det imidlertid ikke skam, der er medfødt, men derimod vores overlevelsesberedskab og vores detektor for at sanse, om der er fare på færde i omgivelserne, der også kaldes ’neuroception’.

Fejl indkodes som toksisk skam

Længe før vi fik begreb om og ord for skam, virker den ind på os, som en kropslig sansning af, at noget overvældende og skræmmende sker med os, og derfor vil vi i situationer, som vi opfatter som skamfulde, være tilbøjelige til at få aktiveret vores automatiske forsvarsberedskab.

Krop og psyke kan ikke adskilles, derfor er et fundament, der bygges op på skamfølelse en meget, kropsligt nærværende, ubehagelig fornemmelse, som netop afspejler overlevelsesmekanismernes kropslige mobilisering, immobilitet og/eller kollaps. Laurence Heller skriver: ”Følgevirkningerne af tidlige traumer er en biologisk dys- regulering, der bliver det vaklende fundament det psykiske Selv bygges på.” (Udviklingstraumer 2014)

Små børn er totalt afhængige af deres omgivelser for at kunne overleve. Derfor er det ikke muligt at se sig selv som en ’god person’ i en forkert situation. Et barn i en ’forkert situation’ kommer simpelthen til at opleve sig selv som ’forkert’.

Så når omgivelserne ’fejler’ – både som følge af choktraumer, misafstemninger og trusler om udstødelse – vil barnet tage disse fejl på sig. Omgivelsernes ’fejl’ bliver dermed indkodet i den implicitte hukommelse som toksisk skam, og skammen bliver en del af barnets internaliserede tilknytningshistorie. Selv-organiseringen bliver på den måde opbygget på en identitet baseret på skam. Barnet internaliserer simpelthen omgivelsernes fejl som sine egne personlige fejl.

Det efterlader barnet med en indre følelse af forkerthed, som udvikler sig til det, vi i NARM kalder en skambaseret identifikation. De skambaserede identifikationer, som vi udvikler i barndommen bliver ført med ind i voksenalderen som adaptive overlevelsesstrategier (se beskrivelsen af de 5 overlevelsesstrategier under denne blog).

Min egen gamle skrive-skam

For at tydeliggøre ovenstående, vil jeg bruge mig selv som eksempel:

Gennem det sidste års tid har jeg været optaget af at grave dybere og dybere ned i, hvad skam/skyld egentlig handler om, og igennem de seneste måneder har jeg forsøgt at skrive på dette blogindlæg om NARM’s perspektiver på skam. Men jeg går hele tiden i stå. Jeg ’kører fast’ og får ’travlt’ med noget andet. Det er som om alene det at beskæftige mig med emnet, bringer min egen skambaserede identitet frem. Jeg har haft så meget skam knyttet til det at skrive, og jeg har så meget på hjerte, jeg gerne ville kunne formidle også skriftligt. Jeg ved godt med mit hoved, at jeg faktisk efterhånden har lært at udtrykke mig på skrift; men hold da op, hvor er det stadig svært for mig at komme i gang med det.

 Som nu i dag søndag, hvor jeg har sat tid af fra morgenstunden til at skrive videre på mit indlæg. Jeg vågner tidligt og føler mig dejligt udhvilet. Men i stedet for forholdsvis hurtigt at gøre mig klar til dagen og mit planlagte skriveprojekt, bevilliger jeg mig selv morgenkaffe på sengen og al den læsetid, jeg har lyst til!

 Det er en af mine meget velkendte overlevelsesstrategier, som går helt tilbage til skoletiden, hvor jeg tilbragte timevis i min seng med læsning og noget at trøstespise ved siden af. Jeg bliver lidt bevæget, som jeg skriver dette, for jeg husker, hvor ensom jeg følte mig som skolebarn, og jeg føler glædeligvis nu kun omsorg og medfølelse med denne yngre udgave af mig.

At det efterhånden er lykkedes mig at kunne se på mig selv med kærligere øjne og mere omsorg er præcis det, der har kunne løsne det skamfulde greb, jeg tidligere har haft om mig selv. Og det gør det muligt, at jeg uden selvkritik og selvhad kan opleve og være med en nysgerrig opmærksomhed på mine tidligt udviklede mønstre og strategier, som de udfolder sig lige nu. 

Og nu sidder jeg altså her og skriver. Men på en anden måde, end jeg havde planlagt. Jeg har ingen bøger ved siden af mig, jeg kan slå op i og citere fra, og lige nu gider jeg ikke beskæftige mig med, om det jeg skriver er korrekt og læseværdigt. For jeg længes efter at finde ind til mit eget udtryk og min egen stemme også på skrift.

Jeg genkender mig selv i mit kernebehov for autonomi. Det var jo lige præcis det kernebehov, som jeg måtte fraspalte for at overleve i min relation til mine forældre og i mit samspil med skolesystemet, som det var udformet på det tidspunkt med mange røde streger i diktaten og krav om korrekt ordstilling og grammatik i stilen. Det føles helt selvfølgeligt, at det måtte blive autonomi-overlevelsesstrategien, som blev min dominerende overlevelsesstil, selvom jeg naturligvis, som de fleste af os, også genkender træk fra de andre overlevelsesstile.

NARMs skambaserede og stolthedsbaserede identifikationer

De fleste af vores klienter relaterer til sig selv gennem afvisning, udskamning og selvhad, og det er vigtigt at forstå, at der er overlevelsesfunktion knyttet til den måde at forholde sig til sig selv på. Det vil gøre os til mere effektive terapeuter, når vi anerkender at disse smertefulde strategier er udviklet for at kunne overleve, og at vi derfor ikke alene kan ændre de negative tankemønstre med pakkeløsninger og manualbaserede kognitive terapiformer.

Hver af de 5 overlevelsesstrategier har underliggende skambaserede identifikationer, som således har udviklet sig netop for at overleve, beskytte tilknytningsrelationen og for at give den tidlige fejludvikling en slags mening.

Med udviklingen af overlevelsesstrategierne følger det, vi i NARM kalder ’stolthedsbaserede modidentifikationer’. De opstår som strategier til at kompensere for den toksiske skam, som udspringer af at føle sig forkert, ringe og ikke-elskelig. I flere psykologiske modeller kaldes disse stolthedsbasserede identifikationer for ”Det falske Selv”, som er et jeg-ideal, der afspejler, hvordan man gerne vil se sig selv eller have andre til at se på sig. Disse kompenserende strategier hjælper barnet til at overkomme den indre smerte ved f.eks. at projicere ud i verden ”Jeg er stor og stærk”, selvom barnet inderst inde føler sig ”lille og svag”.

Det store dilemma er, at jo mere energi en person investerer i stolthedsbaserede identifikationer, jo mere forstærkes de skambaserede identifikationer. De stoltheds­baserede identifikationer er idealbilleder, det er umuligt at leve op til, og når man ’fejler’ på sin idé om, hvordan man bør være for at være et godt menneske, begynder man at kritisere og nedgøre sig selv, hvorved man uvægerligt bringer sig i den skambaserede identitet.

Mange af vores klienter med tidlige og komplekse traumer vil på den måde være udspændt imellem skambaserede identifikationer og stolthedsbaserede modidentifikationer. Ingen af dem er sande. Men de har en enorm indflydelse og dynamikken driver mange af de symptomer, vores klienter lider under så som angst, depression, kropslig uro, søvnproblemer, kroniske sygdomme etc.

Aktørbevidsthed: lyt uden automat-reaktioner

I NARM spiller begrebet ’agency’ – som vi på dansk måske bedst kan oversætte til ’aktørbevidsthed’ – en væsentlig rolle. Det handler om at kunne se sig selv som organisator af sit eget liv, og det er forbundet med at kunne fornemme og mærke sig selv. Når man kan det, agerer man i verden ud fra en god selvfølelse og med et godt selvværd, hvor man mere pejler efter sine indre værdier end efter, hvad der udefra anses for ’rigtigt’ og ’passende’.

Med agency kan vi se vores egen andel af de vanskeligheder, som vi oplever i vores relationer, og vi er i stand til at lytte i stedet for blot at reagere automatisk ud fra vores overlevelsesstrategier. Agency er en udviklingsmæssig proces, og det at få udviklet sin aktørbevidsthed på optimal vis kræver en opmærksom indsats gennem hele livet.

Et barn er ’centrum i universet’, så dermed er alt hvad barnet kommer ud for personligt. Hvis forældrene ikke kan elske barnet, som det er, vil barnet opleve sig uelskelig. Med NARM forstår vi, at det ikke er fortiden, der påvirker os nu – det er derimod de tilpasninger, som vi har måttet udvikle for at overleve. Man kan være blevet forladt som barn, men lidelsen knyttet til tabet, handler om at ’vi forlader os selv nu’.

Klienter med en begrænset oplevelse af aktørbevidsthed/agens vil relatere sig til deres indre liv gennem skam. Det bliver derfor svært for dem at være i kontakt med deres kropslige sansninger, hvilket så giver problemer med selvreguleringen. Det kan betyde, at de føler sig helt hjælpeløse i forhold til deres egne kropslige og følelsesmæssige reaktioner.

Set i det lys betyder det, at jo mindre aktørbevidsthed, jo mere ustabilitet og desorganisering vil de opleve. I tillæg til det vil de opleve, at livet ’bare sker med dem’, og at de konstant er afhængige af andre menneskers nåde. Det betyder, at de mest oplever sig som ’ofre’ for livets omstændigheder. De føler sig fastlåste og uden valgmuligheder.

I den terapeutiske proces i NARM er vi opmærksomme på skammen, som den udfolder sig i alle dens afskygninger – selvfølgelig hos klienten, men også hos os selv som terapeuter. For vi er bevidste om, hvordan vi gennem den terapeutiske proces kan få tricket vores egne overlevelsesstrategier og dermed risikerer at få givet vores klient en uhensigtsmæssig rolle i vores egne indre dynamikker.

Mange terapeuter vil kunne genkende sig selv i forskellige kombinationer af ’afstemnings-overlevelsesstrategien’ og ’autonomi-overlevelsesstrategien’. Med de strategier kan vi komme til både at være alt for hjælpsomme og alt for ansvarlige for klientens proces, hvorved vi kommer på overarbejde.

Når vi som terapeuter bliver fanget ind af vores egne strategier, får vi ikke godt nok understøttet klientens aktørbevidsthed. Det er derfor en meget vigtig del af træningen i NARM, at man som terapeut får opmærksomhed på, hvordan ens egne strategier kan og vil dukke op i klient-terapeut relationen. Dette er uundgåeligt, og hvis man har en idé om, at man er i stand til at forholde sig neutralt, så er det faktisk i sig selv en strategi, som ikke virker særligt godt i forhold til klienten.

I stedet træner vi, hvordan man som terapeut kan være nysgerrig på sine egne strategier, som de dukker op i terapien, og i stedet for at skamme sig, kan man vende det til vigtig information om, hvad der måske lige nu er på færde i den terapeutiske proces.

Væren som modgift til skam

Lars J. Sørensen taler i sin seneste bog ”Skammen – Nuet & Nærværet” (2023) om, hvordan skammen ikke eksisterer, når man kan lykkes med at være nærværende til stede i nuet; hvilket præcis er den vigtige pointe med bogens titel. Han skriver f.eks. at ’væren’ er den bedste modgift mod skammens krav om ”at være rigtig”. (s. 11)

Med NARM initierer vi netop en organisk her-og-nu-proces, hvor vi sammen med vores klient får øje på og undersøger alle de lag, den skambaserede identitet maskerer sig i. Samtidigt understøtter vi agency ved på kærlig vis at bremse klienten i at ’løbe fra sig selv’. Vi afbryder bevidst, når klienten forvilder sig ud i lange ’historier’ og ’forklaringer’.

En intervention kunne f.eks. være: ”Hvad mon der gør, at det er så vigtigt for dig at forklare mig det her lige nu? ” – og svaret kunne være: ”Jeg vil så gerne have at du kan forstå mig”. Hertil kunne responsen lyde: ”Jeg har ikke svært ved at forstå dig; men der var måske engang, hvor du lærte, at du var nødt til at forklare dig for at blive forstået?”.

Eller en klient med problemer i sit parforhold kommer f.eks. til at udbrede sig meget om, hvad partneren gør eller ikke gør, og her vil vi typisk afbryde f.eks. ved at sige: ”Lige nu taler du meget om din partner. Jeg er meget mere nysgerrig på, hvad der sker med dig når…”.  

Erstat navneord med udsagnsord

Der er en særlig måde at udtrykke sig på og specielle vendinger, der hjælper agency på vej. Vi er f.eks. bevidste om at bruge udsagnsord i stedet for navneord.

Udsagnsord henviser til processer, mens navneord kan fastholde en bestemt struktur. Vi taler således ikke om ’Den indre kritiker’, eller om ’min skam’. Vi omformulerer det til at ”kritisere sige selv” og at ”skamme sig”. Det kan virke som en mindre detalje; men det er meget virksomt, når vores klienter får øje på deres indgroede vanemønstre med at kritisere og udskamme sig selv, og de kan begynde at dis-identificere sig fra mønstrene, som er udviklet af nødvendighed i barndommen, men samtidig er enormt hæmmende for deres livsudfoldelse som voksne.

NARM er ikke manualbaseret, og derfor er vi heller ikke særlig optaget af diagnoser eller selve traumehistorien. Vi går ikke på ’arkæologisk udgravning’ men tror på, at det som klienten har brug for kommer op, vil komme op af sig selv, når vi formår at være nærværende til stede med klienten i en her-og-nu-proces.

Vi arbejder efter nogle bestemte principper, der ikke mindst handler om at kunne møde det skamfulde hos klinten og hos os selv med nærvær og kærlige øjne. Således bestræber vi os primært på ikke at være fordømmende ved at afholde os fra at kritisere, at komme med ’gode’ råd, at tolke og definere.

At blive set frem for ’set på’

Bag principperne ligger et humanistisk menneskesyn med værdier, der omhandler respekt og ligeværd. Vi vil gerne kunne møde vores klient medmenneskeligt med nysgerrighed og uden at gøre os til eksperten ’der ved bedst’. I sin seneste bog om skam skriver Lars J. Sørensen: ”Mennesker har brug for at føle sig set og meget lidt brug for at føle sig set på og vurderet” (s. 73).

Vores samfund har desværre over tid udviklet sig i en retning, hvor præcis det mennesker ikke har brug for – ’at blive set på og vurderet’ – er det herskende paradigme med mere styring og mere kontrol primært baseret på kortsigtede økonomiske hensyn. I det psykiatriske system har man gennemført strømlinede pakkeløsninger kendt fra hospitalerne i det somatiske sundhedssystem.

Først kommer udredning, så man kan få klargjort diagnoserne, dernæst medicinen, og hvis man er heldig at få tilbudt behandling, er det de manualbaserede kognitive behandlingsformer, der er fremherskende. Overlægen har magten til at definere problemet, udstede diagnoserne og udskrive medicinen, og dermed er det stadig det forældede biomedicinske menneskesyn, der hersker.

Et lidende menneskes egne erfaringer og subjektive oplevelser kommer i anden række. I tidsskriftet Socialt Indblik fra september 2022 udtaler psykolog Rose-Marie Mollerup om det psykiatriske system: ”Hurtige og tilfældige diagnoseser, for meget medicin og medarbejdere der flygter, fordi de må gå på kompromis med deres faglighed”. Hun foreslår, at man flytter fokus fra hardcore drift til indsatser, der er båret af faglighed, og at man opbygger oaser i psykiatrien, hvor ”kvaliteten får lov til at slå samlebåndsarbejdet”.

I alle systemer, der bygger på magtstrukturer, hersker der en tilsvarende grad af afmagt, og mennesker der føler sig afmægtige skammer sig. Vi har brug for at få udviklet et nyt paradigme, hvor vi gerne må være forskellige, og hvor det primære mål for al behandling er at kunne møde et lidende menneske ligeværdigt, respektfuldt og med kærlige øjne. Ved at blive set og mødt respektfuldt på den måde opstår mulighederne for at kunne begynde at se sig selv indefra med kærligere øjne, og dermed kan den skambaserede identitet begynde at opløse sig.

Vi behøver ikke vente på, at man får opbygget ’oaser’. Vi kan begynde lige nu med at løsne det skambaserede blik på os selv og andre både i vores private liv og på vores arbejde. Med NARM vil det nye paradigme kunne blive hjulpet godt på vej.

Litteratur:

Heller, L., LaPierre, A. Udviklingstraumer – Hvordan udviklingstraumer påvirker selvregulering, selvbillede og evnen til kontakt. Hans Reitzels Forlag 2014.

Heller, L., Kammer, B. Healing Developmental Trauma, – Using the Neuroaffective Relational Model to Address Adverce Childhood Experiences and Resolve Complex Trauma North Atlantic Books 2022

Sørensen L. J. Skam – medfødt og tillært. Hans Reitzels Forlag 2013.

Sørensen L. J.  Skammen – Nuet & Nærværet. Dansk Psykologisk Forlag 2023

Hansen, R., Uden indflydelse giver arbejdet ingen mening. P. Magasinet Nr. 2 2024

Hansen, R., Den pressede psykiatri. P. Magasinet Nr. 2 2024

Læs mere om NARM uddannelsen her.

Dette indlæg er skabt i samarbejde med aut. psykolog Tove Mejdahl og aut. psykolog Jeanett Bonnichsen.
Du kan møde dem begge på NARM-uddannelsen.

 

 

I NARM-modellen opererer vi med fem grundbehov. Hvis vi som mennesker skal blive i stand til at udvikle en indre følelse af liv, trivsel og psykisk velvære, har vi behov for, at disse grundbehov bliver set og mødt godt nok.

Til hvert grundbehov hører centrale ressourcer, der er afgørende for evnen til selvregulering og vores evne til at være i kontakt.

Hvis vi af en eller flere grunde ikke bliver mødt på vores grundbehov i barndommen, udvikler vi overlevelsesstrategier for at kompensere for det emotionelle ubehag og den smerte, det kan medføre.

Det er den stærke indre orientering hen mod at blive elsket, der driver barnet til at udvikle overlevelsesstrategier. Strategierne har til formål at sikre overlevelsen gennem tilknytningen til de nære voksne – også selv om det betyder, at barnet selv må afskære sig fra vitale emotionelle behov for at bevare tilknytningen.

En overlevelsesstrategi er den livsvigtige adfærd, der får barnet gennem barndommen –  en tid, hvor man er prisgivet omgivelsernes forståelse, kompetencer og vilje. Men det, der kan være en livsvigtig strategi i barndommen, kan gå hen og blive en barriere for at være i kontakt med både sig selv og andre i voksenlivet. En ubevidst barriere, der påvirker evnen til at indgå i nære, kærlige og kontaktfyldte relationer.

I de næste fem blogindlæg her på siden vil vi kort beskrive hver af de fem overlevelsesstrategier, som vi arbejder med i NARM: Kontakt, Afstemning, Tillid, Autonomi og Kærlighed/Seksualitet.

I dag har vi fokus på overlevelsesstrategien Kærlighed og Seksualitet.

Hvis du ikke har læst det forudgående indlæg om kontaktoverlevelsesstrategien, kan du læse det her.
Indlægget om afstemningsstrategien finder du her. Overlevelsesstrategierne tillid og autonomi finder du samlet her.

Kærlighed og Seksualitet (K/S) – “Jeg må være perfekt”

I 5-6 årsalderen begynder børns kønsbevidsthed at ligge fast og det seksuelle center er blevet aktivt. I denne fase opstår der sensuelle, kærlige følelser rettet mod den modsatkønnede forælder. Hvis disse kærlige følelser bliver afvist eller ikke modtaget på en hensigtsmæssig måde, vil barnet opleve at få sit hjerte såret. Det vil forsøge at beskytte hjertet ved helt eller delvis at lukke af for det.

Udviklingen af Kærlighed/Seksualitets-overlevelsesstrategien vil ofte ske i familier med en rigid atmosfære, hvor kærlighed, ømhed og følelser ikke bliver åbent kommunikeret, og hvor den seksuelle opvågnen måske bliver fordømt og udskammet.

Karakteristisk for denne strategi

K/S-overlevelsesstrategien har to navne i modsætning til de tidligere strategier, fordi det typiske er, at der opstår en adskillelse mellem kærlighed og seksualitet; også rent fysisk opstår der en blokering.
Således bliver det vanskeligt at integrere en kærlig relation med vital seksualitet.  

K/S- overlevelsesstrategien er en højenergi struktur, som kan udvikle sig, når man er sluppet nogenlunde godt igennem de første 4 faser af udviklingen. Men man har fået såret sit hjerte og man har følt sig afvist.

Som kompensation vil man perfektionere sig og anstrenge sig for at blive så attraktiv som muligt. Dette ud fra ideen om, at hvis jeg ser godt ud og optræder fejlfrit, så er jeg tiltrækkende og kan undgå at blive afvist.

Der er meget høje idealer om perfektion både hos en selv og i forhold til andre. Vi vil ofte finde mennesker med K/S-overlevelsesstrategien blandt “vinderne” – de succesfulde modeller, sportsstjerner, skuespillere – attraktive mennesker med det perfekte udseende og stor selvkontrol.

Men når det er K/S- overlevelsesstrategien, der driver personen frem, så er selvværdet baseret på udseende og performance og nedenunder ligger der en dyb følelse af at være behæftet med fejl og mangler. Som nødvendigvis må rettes.

Mange med denne strategi vil have vanskeligheder med at indgå i langvarige kærlighedsforhold som voksne. Partnere vælges ud fra om de ser godt ud og er succesfulde, snarere end deres følelsesmæssige og relationelle kvaliteter. Der er en stor angst for at føle sig sårbar, så man afviser hellere først for at undgå at mærke sårbarheden ved at føle sig afvist.

 

At bryde med Kærlighed/Seksualitets-overlevelsesstrategien

Med K/S- struktur har man brug for at få bearbejdet sine oplevelser af, at blive afvist. Man må begynde at forstå i hvor høj grad man afviser sig selv ved hele tiden at perfektionere sig ud fra en ide om, at man kun kan blive elsket, hvis man er perfekt og fejlfri.

Man har også brug for at lære at hengive sig til lyst og seksualitet uden at skamme sig. Man skal indse, at det at give sig hen til kærlighed og seksualitet ikke er det samme som at overgive sig til an anden person, men at overgive sig til sine følelser.

 

Få mere at vide om NARM-uddannelsen her

Dette indlæg er skabt i samarbejde med aut. psykolog Tove Mejdahl og aut. psykolog Jeanett Bonnichsen.
Du kan møde dem begge på NARM-uddannelsen.

 

I NARM-modellen opererer vi med fem grundbehov. Hvis vi som mennesker skal blive i stand til at udvikle en indre følelse af liv, trivsel og psykisk velvære, har vi behov for, at disse grundbehov bliver set og mødt godt nok.

Til hvert grundbehov hører centrale ressourcer, der er afgørende for evnen til selvregulering og vores evne til at være i kontakt.

Hvis vi af en eller flere grunde ikke bliver mødt på vores grundbehov i barndommen, udvikler vi overlevelsesstrategier for at kompensere for det emotionelle ubehag og den smerte, det kan medføre.

Det er den stærke indre orientering hen mod at blive elsket, der driver barnet til at udvikle overlevelsesstrategier. Strategierne har til formål at sikre overlevelsen gennem tilknytningen til de nære voksne – også selv om det betyder, at barnet selv må afskære sig fra vitale emotionelle behov for at bevare tilknytningen.

En overlevelsesstrategi er den livsvigtige adfærd, der får barnet gennem barndommen –  en tid, hvor man er prisgivet omgivelsernes forståelse, kompetencer og vilje. Men det, der kan være en livsvigtig strategi i barndommen, kan gå hen og blive en barriere for at være i kontakt med både sig selv og andre i voksenlivet. En ubevidst barriere, der påvirker evnen til at indgå i nære, kærlige og kontaktfyldte relationer.

I de næste fem blogindlæg her på siden vil vi kort beskrive hver af de fem overlevelsesstrategier, som vi arbejder med i NARM: Kontakt, Afstemning, Tillid, Autonomi og Kærlighed/Seksualitet.

I dag har vi fokus på overlevelsesstrategierne Tillid og Autonomi.

Hvis du ikke har læst det forudgående indlæg om kontaktoverlevelsesstrategien, kan du læse det her.
Indlægget om afstemningsstrategien finder du her.

Selvstændighedsfasen 2-4 år

De to næste overlevelsesstrategier “Tillid” og “Autonomi”, har begge udgangspunkt i 2-4 årsalderen.

Det er den fase, hvor barnet udvikler en øget selvstændighed og hvor barnet i høj grad begynder at udtrykke sin egen vilje. Populært har man kaldt denne livsfase for “trodsalderen” eller “protestalderen”, hvor barnets vågnende “egenvilje” udfordrer mange forældre.

Balancen som forældre er både at kunne understøtte barnets selvstændighedsbestræbelser og samtidig give barnet den tryghed og omsorg, som det har brug for.

Denne balance er for mange forældre vanskelig at finde. Alt efter hvilke overlevelsesstrategier forældrene selv er underlagt, lykkes det mere eller mindre godt. F.eks. vil en mor der er meget præget af Afstemningsoverlevelsesstrategien, have brug for barnets afhængighed for at kunne føle sig betydningsfuld som mor. Hun vil dermed være tilbøjelig til at “lille-holde” barnet, i stedet for at understøtte selvstændighed og stille krav.

Tillid – “Jeg må have kontrollen”

Når et barn udvikler tillids-overlevelsesstrategien sker det på baggrund af meget krævende eller selvoptagede forældre, med store forventninger og håb for barnets succes i livet. Forældrenes narcissistiske behov for at fremstå som fantastiske forældre, betyder at barnet helst skal leve op til de drømme og ønsker, som de måske ikke selv har udlevet.

Barnet bliver således brugt til at understøtte forældrenes egen manglende selvfølelse ved. f.eks. at blive presset ind i en rolle, som først og fremmest opfylder forældrenes behov. Det kan f.eks. være som den “fortrolige”, “sportsstjernen” eller som en “udstillingsgenstand”. På den måde må barnet fjerne sig fra sine egen autentiske ønsker og behov og som følge af det, udvikles et “falsk selv”. Barnet bliver således “belønnet for at sælge ud af sig selv”.

Tillids-overlevelsesstrategien kan også udvikle sig, når der er tale om rollebytning og barnet bliver “forælder” for sine forældre.

I sin ekstreme form, udvikles tillids-overlevelsesstrategien i familier, hvor der forekommer misbrug og vold. Når barnet vokser op i en atmosfære af skræk og rædsel, vil det opleve sig helt hjælpeløst, alene og afmægtigt.

Karakteristisk for denne strategi:

Med tillids-overlevelsesstrategien udvikler der sig et enormt stort behov for at have kontrol og magt over omgivelserne. Overbevisningerne er: “Jeg er alene”, “jeg kan ikke have tillid til nogen”, “jeg må klare mig selv”, “jeg har ikke brug for hjælp”, og “jeg må for enhver pris bevare magten”.

Adfærden hos den voksne med tillids-overlevelsesstrategien vil ofte være en “som-om” optræden, hvor autenticitet er fraværende og manipulation er trådt i stedet.

Med denne strategi vil man være tiltrukket af at have magt, og derfor vil vi ofte kunne finde denne type blandt toppolitikere eller topchefer. Det kan være meget charmerende og karismatiske personer, der netop kan tiltrække mange beundrere.

Andre med denne overlevelsesstrategi vil vi finde blandt voldelige grupperinger, hvor det handler om at overleve ved at være fysisk stærkest og kunne uddele nogle øretæver.

Man er bange, men overkommer det ved at gøre andre bange!

Der er en stor skrøbelighed forbundet med tillids-overlevelsesstrategien; men man gør alt hvad man kan, for ikke at mærke den. I stedet vil man være optaget af sit image og forsøge at gøre sig “stor” i andres øjne. Man bliver eksperter i at præsentere et falsk image på bekostning af autentisk kontakt med sig selv og andre.

I den mere ekstreme side af spektret vil man have udpræget psykopatiske træk.

At bryde med Tillids-overlevelsesstrategien

Det er ikke ofte at mennesker med denne overlevelsesstrategi vælger at gå i terapi, – for det kræver jo en erkendelse af, at man har brug for hjælp. Den erkendelse føles i sig selv farlig at nå frem til, når man hele tiden kæmper for at være “stor” på toppen.

For at slippe Tillids-overlevelsesstrategien, har man brug for at få kontakt til medfølelse med sin underliggende smerte og hjælpeløshed. Der igennem kan man finde modet til at begynde at stole på andre og turde afhængighed.

Autonomi – siger “ja”, trods indre “nej”

I gamle dage mente forældre, at det var deres pligt at nedbryde barnets vilje – “børn skulle ses, ikke høres”. Denne ydre kontrol gik hårdt ud over barnets autonomi og førte ofte til en ydre tilpasning, men med en indre modstand.

I dag har mange børn så meget skemalagt tid, at de ikke når til på egen hånd at undersøge verden og skabe deres egne, uafhængige erfaringer. Dette skaber også vanskeligheder for barnets autonomibestræbelser.

Når forældre “ved bedst” – er autoritære og kontrollerende, må barnet finde en vej til at bevare en form for integritet.

Det gør de ved at udvikle en særlig form for passiv aggression: “Du kan have min krop, men ikke mine tanker/min sjæl”. Barnet tilpasser sig på overfladen, for at bevare den livsvigtige tilknytning; men nedenunder er der protest; “Du kan rende mig…!”.

På grund af angsten for at blive afvist eller udstødt og miste forældrenes kærlighed, protesterer barnet ikke åbenlyst. I stedet udvikles et tilpasset “falsk selv”, hvor bestræbelsen er at holde omgivelserne tilfredse og glade.

Karakteristisk for denne strategi:

Voksne med markante træk fra autonomi-overlevelsesstrategien, vil have en frygt for at blive kritiseret, afvist og svigtet, fordi det automatisk tricker angsten for udstødning og tab af kærlighed. De vil derfor bestræbe sig for at undgå direkte konfrontation og konflikter med andre, og de vil hele tiden forsøge at regne ud, hvad der udefra set er “rigtigt” eller “forkert”

De har internaliseret det, som en gang var en kamp med forældrene (“jeg gør det du vil have, men jeg er ikke enig”), hvilket giver sig udslag i en indre konflikt mellem “krav/pligt” og “modstand/unddragelse”. Selv de ting som man virkelig har lyst til og gerne vil, kan forvandle sig på subtil vis sig til krav, som man så vil have modstand overfor. Resultatet er, at man ofte kan føle sig lammet og fastlåst af de indre modsætninger.

I relationer vil man have en frygt for at blive invaderet, omklamret og kontrolleret. Der er en længsel efter intimitet og nærhed, men man oplever at måtte betale med opgivelse af sin selvstændighed og autonomi.

Der vil være en automatisk tilbøjelighed til at ville stille alle tilfredse og man vil være bange for at vise sine sande følelser. I stedet spiller man rollen som den “flinke fyr” eller “søde pige” ud fra en fastlåst ide om, at hvis jeg viser mit “sande jeg”, vil jeg blive udstødt og afvist. Det betyder imidlertid, at man nemt kan komme til at føle sig krænket og vred, fordi man får oplevelsen af ikke at blive værdsat og holdt af, som den man er – men som man heller ikke viser omverdenen!

Med autonomi-overlevelsesstrategien vil man opleve sig under konstant pres. Forældrenes pres i barndommen har gjort, at man er blevet meget sensitiv overfor andres (og egne) forventninger, som man hele tiden må leve op til, hvis ikke man skal opleve sig “dømt ude”. Man er således enormt fordømmende og kritisk først og fremmest overfor sig selv, men også i forholdet til andre.

At bryde med Autonomi-overlevelsesstrategien

Med nysgerrighed og opmærksomhed, kan man begynde at udforske de indre konflikter – uden på forhånd at have en fast mening om dem OG uden fordømmelse og selvkritik. Med overbærenhed og forståelse, må man begynde at løsne på det pres, man er tilbøjelig til at lægge på sig selv. Man har brug for at lære at afgrænse sig på en sund måde og blive bedre til at forholde sig til sig selv i stedet for at være så optaget af, hvad andre måtte mene er “rigtigt”. 

Få mere at vide om NARM-uddannelsen her

Dette indlæg er skabt i samarbejde med aut. psykolog Tove Mejdahl og aut. psykolog Jeanett Bonnichsen.
Du kan møde dem begge på NARM-uddannelsen.

I NARM-modellen opererer vi med fem grundbehov. Hvis vi som mennesker skal blive i stand til at udvikle en indre følelse af liv, trivsel og psykisk velvære, har vi behov for, at disse grundbehov bliver set og mødt godt nok.

Til hvert grundbehov hører centrale ressourcer, der er afgørende for evnen til selvregulering og vores evne til at være i kontakt.

Hvis vi af en eller flere grunde ikke bliver mødt på vores grundbehov i barndommen, udvikler vi overlevelsesstrategier for at kompensere for det emotionelle ubehag og den smerte, det kan medføre.

Det er den stærke indre orientering hen mod at blive elsket, der driver barnet til at udvikle overlevelsesstrategier. Strategierne har til formål at sikre overlevelsen gennem tilknytningen til de nære voksne – også selv om det betyder, at barnet selv må afskære sig fra vitale emotionelle behov for at bevare tilknytningen.

En overlevelsesstrategi er den livsvigtige adfærd, der får barnet gennem barndommen –  en tid, hvor man er prisgivet omgivelsernes forståelse, kompetencer og vilje. Men det, der kan være en livsvigtig strategi i barndommen, kan gå hen og blive en barriere for at være i kontakt med både sig selv og andre i voksenlivet. En ubevidst barriere, der påvirker evnen til at indgå i nære, kærlige og kontaktfyldte relationer.

I de næste fem blogindlæg her på siden vil vi kort beskrive hver af de fem overlevelsesstrategier, som vi arbejder med i NARM: Kontakt, Afstemning, Tillid, Autonomi og Kærlighed/Seksualitet.

I dag har vi fokus på overlevelsesstrategien Afstemning.

Hvis du ikke har læst det forudgående indlæg om kontaktoverlevelsesstrategien, kan du læse det her.

Afstemning – når andres behov bliver vigtigst

Afstemningsoverlevelsesstrategien udvikler sig i de to første leveår, på baggrund af mangeltilstande.

Den tidlige dynamik kan f.eks. være:

“Baby skriger – mor kommer ikke, eller kan ikke reagere afstemt.

“Baby protesterer” og protesten udvikler sig efterhånden til raseri.

Når omsorgen er utilstrækkelig, og barnet til stadighed ikke får opfyldt sine behov, vil barnet komme ind i en tilstand af opgivelse og resignation. Det skyldes at barnet ikke kan trænge igennem til omsorgspersonerne.

Resignationen udvikler sig til en psykobiologisk depression, med en underliggende forståelse af, at man aldrig kan få dækket sine behov.

Afstemningsoverlevelsesstrategien udvikler sig dermed som en tilpasning til tilknytningsforstyrrelser, utilstrækkelig pasning og næring, mangel og afsavn. Barnet opgiver simpelthen kravet om omsorg og kærlighed og den underliggende indre forståelse vil være: “Jeg kan ikke forvente mere fra omgivelserne end de er i stand til at tilbyde”.

Hermed udslukkes/fraspaltes evnen til at kunne give udtryk for sine behov og ønsker, da stort set ethvert behov opleves som umuligt at få tilfredsstillet. 

Det påvirker samtidig evnen til at kunne tage imod og integrere oplevelsen af omsorg og kærlighed negativt. Denne evne hæmmes simpelthen markant. Barnet har en stor længsel efter at blive mødt med omsorg og kærlighed; men som beskyttelse af tilknytningen, har barnet lært at nøjes med meget lidt.

Karakteristisk for denne strategi er, at man udvikler en stor sensitivitet overfor andres behov og man vil finde stolthed i at være den, der kan opfylde alle andres behov. Men ikke selv at have brug for noget.

Mange i hjælpefagene vil i større eller mindre grad være præget af denne overlevelsesstrategi. Netop fordi man finder mening og glæde i at være der for andre og kunne hjælpe dem.

Man kan have svært ved at opretholde energien og dermed få vanskeligheder med at fuldføre projekter, selvom man fra starten var vældigt optændt på dem. At være den der ser og opfylder andres behov – uden selv at modtage, dræner og udmatter.

Ofte vil man afholde sig fra at gå efter sine ønsker, fordi energien mangler og man frygter at blive skuffet.

I kærlighedsforhold vil man være præget af stor frygt for at blive svigtet eller forladt og fokus på den andens behov vil være fremtrædende. Samtidig med at der er en stor indre længsel efter at få og modtage opmærksomhed og kærlighed.
På den måde udspiller der sig et stort indre dilemma mellem længslen og vanskeligheden ved at tage imod. I det skjulte vil man være tilbøjelig til at klynge sig til den anden og dermed gøre sig meget afhængig.

I det mere fastlåste yderpunkt af denne overlevelsesstrategi, vil vi finde alle former for afhængighed, spiseforstyrrelser og dyb depression.

At bryde med afstemningsoverlevelsesstrategien

Når man tidligt i livet udvikler en overlevelsesstrategi, hvor man fraspalter evnen til at give udtryk for behov, vil der være et stort indre emotionelt pres – når behov opstår og mærkes. Samtidig vil den indre tilpasning til at klare sig med meget lidt, gøre det svært at tro på og kunne tage imod, når der strømmer opmærksomhed og kærlighed fra omgivelserne.

At bryde med afstemningsoverlevelsesstrategien kræver, at man med tiden lærer at rumme stærkere sansninger af sine behov og følelser.
Og at man begynder at kunne give udtryk for dem.

Få mere at vide om NARM-uddannelsen her.

Dette indlæg er skabt i samarbejde med aut. psykolog Tove Mejdahl og aut. psykolog Jeanett Bonnichsen.
Du kan møde dem begge på NARM-uddannelsen.

 

I NARM-modellen opererer vi med fem grundbehov. Hvis vi som mennesker skal blive i stand til at udvikle en indre følelse af liv, trivsel og psykisk velvære, har vi behov for, at disse grundbehov bliver set og mødt godt nok.

Til hvert grundbehov hører centrale ressourcer, der er afgørende for evnen til selvregulering og vores evne til at være i kontakt.

Hvis vi af en eller flere grunde ikke bliver mødt på vores grundbehov i barndommen, udvikler vi overlevelsesstrategier for at kompensere for det emotionelle ubehag og den smerte, det kan medføre.

Det er den stærke indre orientering hen mod at blive elsket, der driver barnet til at udvikle overlevelsesstrategier. Strategierne har til formål at sikre overlevelsen gennem tilknytningen til de nære voksne – også selv om det betyder, at barnet selv må afskære sig fra vitale emotionelle behov for at bevare tilknytningen.

En overlevelsesstrategi er den livsvigtige adfærd, der får barnet gennem barndommen –  en tid, hvor man er prisgivet omgivelsernes forståelse, kompetencer og vilje. Men det, der kan være en livsvigtig strategi i barndommen, kan gå hen og blive en barriere for at være i kontakt med både sig selv og andre i voksenlivet. En ubevidst barriere, der påvirker evnen til at indgå i nære, kærlige og kontaktfyldte relationer.

I de næste fem blogindlæg her på siden vil vi kort beskrive hver af de fem overlevelsesstrategier, som vi arbejder med i NARM: Kontakt, Afstemning, Tillid, Autonomi og Kærlighed/Seksualitet.

I dag har vi fokus på overlevelsesstrategien Kontakt.

Kontakt – det første behov i livet

“Følgevirkningen af tidlige traumer er en biologisk dysregulering, der bliver det vaklende fundament, som det psykologiske selv bygger på“
– Laurence Heller

Det første behov, vi støder på i vores liv, er behovet for kontakt. Det er essentielt for den indre oplevelse af liv at møde kærlige omsorgspersoner, der byder os velkommen i verden og giver os oplevelsen af at eksistere og have betydning.

Fra dette meget tidlige sted i vores liv udvikler vi vores nysgerrighed og åbenhed overfor verden. Vi har et grundbehov for at opleve, at vi eksisterer gennem den kontakt, vi har med vores vigtige voksne.

Ikke alle børn oplever at blive mødt på deres egne præmisser i den tidlige start i livet. Det kan der være mange årsager til (uønsket graviditet, traumatisk fødsel, medicinske indgreb, manglende forældreevne etc.). Men uanset årsagen bliver barnets selvopfattelse præget af situationen. Ofte vil konsekvensen være, at barnet udvikler en grundfølelse af at føle sig forkert eller uønsket.

For at kompensere for de tidligste traumer med mangelfuld kontakt til følge vil barnet udvikle overlevelsesstrategien Kontakt.

Den strategi indebærer, at man oftest vil være enten meget mentalt fungerende – at forstå alting med sit hoved – eller at man vil forsvinde ud i drømme og spirituelle sfærer.

Voksne præget af Kontakt-overlevelsesstrategien vil have svært ved at sanse kroppen og mærke deres følelser. De vil ofte have en oplevelse af ikke at være gode nok og være forfulgt af tanken: “Der er noget helt galt med mig”.

Mange begiver sig ud på en søgen efter livets mening, som kan udspille sig på et spirituelt såvel som et meget mentalt plan, der strækker sig fra “Hvad er meningen med det hele?” til ” Det kan være lige meget – vi er alligevel snart døde”. De vil ofte føle sig meget ensomme og have en markant oplevelse af at være anderledes.

Overordnet vil individer, der tidligt ikke har fået opfyldt deres grundbehov for kontakt, blive meget ambivalente omkring deres kontakt til andre. De vil på samme tid føle et stærkt behov for og en stor frygt for kontakt.

At bryde med opbyggede overlevelsesstrategier

I NARM arbejder vi med traumer i en forståelse af, at krop og psyke hænger uløseligt sammen. Vi tror ikke på, at vi kan vikle os ud af traumer kun gennem mental forståelse og tilbageblik, men mener at forståelsen skal forankres i samspil med nervesystemets reaktion på de situationer, vi indgår i her-og nu. Reaktioner som kan aflæses gennem tilstandsskift i kroppen, og som vi ser som “den organiske proces” i terapien. Der er tale om et simultant “top-down/bottom-up” arbejde, hvor vi inddrager kroppens sprog for at understøtte klientens adgang til de dybere tilbageholdte kernebehov.

For Kontakt-overlevelsesstrategien vil dilemmaet mellem den dybe længsel efter kontakt og den samtidige frygt for kontakt være omdrejningspunktet i de nu-og-her oplevelser, man som klient står i.

Længslen efter dyb kontakt og tilknytning indeholder både smerten og håbet. Som blomsten, der vender sig mod solen, er der altid en indre kraft, der søger mod det sunde, helende og nærende – det er dén kraft, der i NARM-terapi driver processen og samarbejdet mellem klient og terapeut.

Få mere at vide om NARM-uddannelsen her.

Følgende artikel er skabt på baggrund af et interview med psykolog og NARM-terapeut Majken Skjølstrup.
Du kan møde hende på NARM-uddannelsen, hvor hun er assistent.

 

Snart skal ICD-11 udrulles i det danske sundhedsvæsen. Det vil kræve mange kræfter at oversætte diagnoserne og efteruddanne personalet, så vi bliver klar til at kunne behandle ud fra den nye viden.

Iblandt de mange nye diagnoser findes C-PTSD, som vil være livsforandrende for mange mennesker. Måske også for dig?

I dette indlæg ser vi nærmere på den nye diagnose, de misforståelser, der ofte er omkring C-PTSD, samt hvad vi ved om, hvad der er en god behandlingsform.

Forskelle på PTSD og C-PTSD

De fleste kender til diagnosen PTSD, som står for Post-Traumatic-Stress-Disorder. PTSD-diagnosen fokuserer på choktraumer, hvor man har været i en ekstrem truende eller gruopvækkende situation. Det drejer sig om oplevelser med manglende fysisk tryghed, hvor den overvældende reaktion har været frygt. Ofte har man været i livsfare eller følt sig i livsfare. Før PTSD-diagnosen blev anerkendt, talte man efter 1. verdenskrig om granatchok, fordi så mange krigsveteraner udviklede symptomer, som man i datiden ikke kunne forstå. Symptomerne er associeret med fysiologisk dysregulering.

Nu kommer så diagnosen C-PTSD, hvilket står for Complex-Post-Traumatic-Stress-Disorder. C-PTSD-diagnosen fokuserer på oplevelser, som omhandler manglende indre tryghed og sikkerhed, hvor der er tale om en trussel af selvet/jeg’et/psyken. Den overvældende reaktion herpå er skam (jeg er grundlæggende forkert, der er noget galt med mig, det hele er min skyld etc.). Symptomerne er associeret med psykobiologisk (dvs. både psykisk og fysisk) disorganisering.

Diagnose	PTSD	C-PTSD
Udspringer af	Choktraumer, hvor man har oplevet manglende fysisk tryghed	Lange, vedvarende og tilbagevendende traumer med manglende indre tryghed/indre sikkerhed
Reaktion	Frygt	Skam
Symptomer	Fysiologisk dysregulering	Psykobiologisk disorganisering

Overblik over forskellene på PTSD og C-PTSD

Diagnosticeringen af PTSD og C-PTSD

Fælles for PTSD og C-PTSD er, at diagnoserne begge omhandler traumer, og i ICD-11 er de klassificeret i samme diagnosefamilie, nemlig Disorders Specifically Associated With Stress.

Der er tre diagnosekriterier, som skal være opfyldt for, at man kan få diagnosen PTSD, nemlig:

• Genoplevelse – minder og følelser trænger sig igen og igen på mod ens vilje
• Undgåelse – man forsøger at undgå det, der minder én om traumet
• Forøget alarmredskab – ens nervesystem er i konstant alarmberedskab

PTSD-diagnosen udspringer af én, nogle gange flere, enkeltstående traumatisk hændelser; det kan fx være at blive slået ned på gaden, men traumet kan også være af længere varighed, som krigsdeltagelse. Det centrale er, at der er tale om en klar start og en klar afslutning af den traumatiske hændelse.

Ved diagnosen C-PTSD er udover kernesymptomerne på PTSD yderligere tre andre kriterier:

• Forstyrret emotionsregulering – man har svært ved at regulere og være med sine følelser
• Negativt selvbillede – et selvbillede med selvhad, selvkritik, skam og skyld
• Forstyrrelse i relationen til andre – man oplever relationer som virkelig udfordrende og kan have tendens til at trække sig fysisk eller følelsesmæssigt

I daglig tale kaldes disse 3 symptomer for DSO-kriterierne (Disturbance in Self-Organisation). Udviser en klient alle seks symptomer, kan vedkommende få diagnosen C-PTSD.

C-PTSD udspringer fra adskillige langvarige og tilbagevendende traumer, ofte i opvæksten. Det kan være tilbagevendende fysisk vold i ens barndom, men også konsekvent kritik og manglende forståelse fra fx forældre eller andre vigtige omsorgspersoner. I modsætning til PTSD er der ikke en klar start og afslutning på traumerne. Det er ikke sikkert, at en klient selv kan udpege, hvorfor han eller hun har udviklet C-PTSD, men når man begynder at spørge ind til deres liv, viser det sig ofte, at deres opvækst og familieliv ikke har været nemt.

Hvis man opfylder alle seks kriterier, får man ikke både en PTSD- og en C-PTSD-diagnose, men alene C-PTSD-diagnosen. Diagnostisk giver dette et klart skel mellem de to diagnoser, men i praksis vil mange have oplevet både choktraumer og komplekse traumer. Dette rummer C-PTSD-diagnosen netop, i og med PTSD-kriterierne er inkluderet i C-PTSD-diagnosen. C-PTSD ekskluderer således ikke de vigtige aspekter af PTSD, men indebærer blot derudover en række ekstra udfordringer.

Misforståelser omkring C-PTSD

Der er sket meget fejldiagnosticering af folk med C-PTSD, og det er der en simpel grund til: Indtil for nylig fandtes diagnosen simpelthen ikke. Derfor har en del folk oplevet, at der ikke kunne findes en fyldestgørende diagnose til dem. I stedet er de blevet diagnosticeret med en lidelse med symptomer, der ligger tæt på, fx borderline, autisme, ADHD, OCD, angst, depression og stress.

Gennem de sidste år er der sket en bevægelse i forhold til traumearbejde. Flere behandlere er blevet traume-informeret – men desværre primært i forhold til choktraumer. Det indebærer en risiko for, at man ser på choktraumer og komplekse traumer som det samme og tænker, at de kan behandles på samme måde.

Når der først er stillet fokus på en forkert form for traume eller diagnose, er det svært at give en præcis behandling, som rummer de problemstillinger, som klienten kommer med. Det kan i værste fald lede til en retraumatisering af klienten.

Hvad er en god behandling af C-PTSD?

Diagnosen er så ny, at der kun findes begrænset forskning. Derfor har vi ingen evidensbaseret behandling, men heldigvis ved vi en masse om, hvordan vi hjælper mennesker med besvær i følelser og relationer. Den viden stammer fra erfaring, forskning indenfor de enkeltstående DSO-kriterier og fra den teori, der er samlet i den psykologiske litteratur.

For at behandle C-PTSD er det vigtigt at finde en metode, der tager hensyn til både de kropslige, emotionelle og relationelle aspekter ved komplekse traumer. Har man oplevet et overgreb fra et familiemedlem, påvirker det ens forståelse af kærlighed og ens forventning til sine nærmeste på en anden måde, end hvis man er blevet overfaldet på gaden.

Der kommer de traditionelle PTSD-metoder til kort, for de fokuserer ofte primært på de kropslige aspekter. Når vi arbejder med choktraumer, giver det god mening at fokusere på de symptomer, der drives af den underliggende frygtrespons. Effektiv behandling af PTSD vil derfor være bygget op omkring den fysiologiske dysregulering, og der vil være fokus på at arbejde direkte med klientens fysiologi. Derfor er metoder, hvor der arbejdes med fysiologisk regulering, oplagte ved PTSD – det kan være Somatic Experiencing, EMDR, forskellige former for kropsterapi, yoga og meditation.

Men når vi arbejder med C-PTSD, er det ikke nok at fokusere på at regulere kroppen og nervesystemet. C-PTSD indebærer en kompleks disorganisering, både fysisk og psykisk.

Komplekse traumer påvirker hele vejen rundt: Nervesystem, krop, følelser, relationer, selvbillede, identitet, den kropslige udvikling, hormoner, kognitivt og mentalt. Derfor er der brug for, at vi arbejder både top-down og bottom-up og inddrager kroppen, følelser, kognition, adfærd, relationer, oplevelse af identitet mv., da alle disse områder bliver påvirkede og potentielt disorganiserede og dysregulerede ved komplekse traumer. Alt dette er inkorporeret i NARM, og derfor er den et godt bud til behandling af C-PTSD og komplekse traumer.

Hvad adskiller NARM fra andre metoder?

NARM er udviklet specifikt med henblik på de tre DSO-kriterier kendetegnende for C-PTSD: Problemer med følelser, relationer og selvbillede. Det adskiller den fra stort set alle andre terapeutiske metoder, der ofte er bygget op om andre faktorer og først nu er ved at udvide deres forståelse til at rumme og behandle det fulde symptombillede, vi ser ved C-PTSD. Det er en kompleks metode, som tager mange år at lære, men overordnet er NARM både en teoretisk model, der inkluderer en dyb forståelse for udviklingstraumer, og hvordan de påvirker os, og så er det også en nuanceret terapeutisk metode til at arbejde med de komplekse traumer.

Udover at NARM i sin grundforståelse er bygget op omkring forståelse og behandling af netop de centrale symptomer ved C-PTSD, så indeholder den også en række undermodeller, der mere direkte adresserer de enkelte DSO-kriterier. Fx arbejder man i NARM med “emotional completion”, hvor der sættes fokus på udfordringerne ved at regulere sine følelser, og man har “the relational model”, der fokuserer mere direkte på relationelle udfordringer, relationen mellem terapeuten og klienten og terapeutens relation til sig selv.

Hvis man spørger udvikleren af NARM, dr. Laurence Heller, så er den største forskel mellem NARM og andre modeller det, han kalder ”agency”. I NARM er hovedfokus ikke på vores traumehistorie og hvad vi har oplevet, men på de overlevelsesstrategier, vi har udviklet for at navigere i, eller direkte overleve, det, der skete for os. De overlevelsesstrategier bærer vi med os videre, og det er ofte det, der giver os problemer i vores liv i dag, fordi overlevelsesstrategierne ikke længere hjælper os, men spænder ben for os. Agency handler således om at se nærmere på, hvilken rolle vi selv har i at vedligeholde vores udfordringer. Det handler ikke om skyld og ansvar, men derimod om, at vi har noget at skulle have sagt i vores egne liv. Det kan være en enorm befrielse at få øje på, at vores udfordringer ikke bare “sker for mig og sådan vil det være for evigt”, men at vi kan have indflydelse på, at det kan blive anderledes.

Af samme grund er vi ikke fortabt, fordi vi har oplevet et traume. For selvom vi ikke kan ændre fortiden, så kan vi godt tage et opgør med de forældede overlevelsesstrategier, som nu står i vejen for vores livsudfoldelse. Hvis mennesker har dybe, komplekse traumer, er der sjældent en hurtig kur. Men der er både håb og hjælp at hente. Også komplekse traumer kan forløses, hvis man kommer i den rette behandling.

Er du interesseret i at vide mere om NARM, kan du læse videre her. Er du psykolog, kan du tilmelde den særlige workshop henvendt til psykologer.