Følgende artikel er skabt på baggrund af et interview med psykolog og NARM-terapeut Majken Skjølstrup.
Du kan møde hende på NARM-uddannelsen, hvor hun er assistent.

Snart skal ICD-11 udrulles i det danske sundhedsvæsen. Det vil kræve mange kræfter at oversætte diagnoserne og efteruddanne personalet, så vi bliver klar til at kunne behandle ud fra den nye viden.

Iblandt de mange nye diagnoser findes C-PTSD, som vil være livsforandrende for mange mennesker. Måske også for dig?

I dette indlæg ser vi nærmere på den nye diagnose, de misforståelser, der ofte er omkring C-PTSD, samt hvad vi ved om, hvad der er en god behandlingsform.

Forskelle på PTSD og C-PTSD

De fleste kender til diagnosen PTSD, som står for Post-Traumatic-Stress-Disorder. PTSD-diagnosen fokuserer på choktraumer, hvor man har været i en ekstrem truende eller gruopvækkende situation. Det drejer sig om oplevelser med manglende fysisk tryghed, hvor den overvældende reaktion har været frygt. Ofte har man været i livsfare eller følt sig i livsfare. Før PTSD-diagnosen blev anerkendt, talte man efter 1. verdenskrig om granatchok, fordi så mange krigsveteraner udviklede symptomer, som man i datiden ikke kunne forstå. Symptomerne er associeret med fysiologisk dysregulering.

Nu kommer så diagnosen C-PTSD, hvilket står for Complex-Post-Traumatic-Stress-Disorder. C-PTSD-diagnosen fokuserer på oplevelser, som omhandler manglende indre tryghed og sikkerhed, hvor der er tale om en trussel af selvet/jeg’et/psyken. Den overvældende reaktion herpå er skam (jeg er grundlæggende forkert, der er noget galt med mig, det hele er min skyld etc.). Symptomerne er associeret med psykobiologisk (dvs. både psykisk og fysisk) disorganisering.

Overblik over forskellene på PTSD og C-PTSD

Diagnosticeringen af PTSD og C-PTSD

Fælles for PTSD og C-PTSD er, at diagnoserne begge omhandler traumer, og i ICD-11 er de klassificeret i samme diagnosefamilie, nemlig Disorders Specifically Associated With Stress.

Der er tre diagnosekriterier, som skal være opfyldt for, at man kan få diagnosen PTSD, nemlig:

• Genoplevelse – minder og følelser trænger sig igen og igen på mod ens vilje
• Undgåelse – man forsøger at undgå det, der minder én om traumet
• Forøget alarmredskab – ens nervesystem er i konstant alarmberedskab

PTSD-diagnosen udspringer af én, nogle gange flere, enkeltstående traumatisk hændelser; det kan fx være at blive slået ned på gaden, men traumet kan også være af længere varighed, som krigsdeltagelse. Det centrale er, at der er tale om en klar start og en klar afslutning af den traumatiske hændelse.

Ved diagnosen C-PTSD er udover kernesymptomerne på PTSD yderligere tre andre kriterier:

• Forstyrret emotionsregulering – man har svært ved at regulere og være med sine følelser
• Negativt selvbillede – et selvbillede med selvhad, selvkritik, skam og skyld
• Forstyrrelse i relationen til andre – man oplever relationer som virkelig udfordrende og kan have tendens til at trække sig fysisk eller følelsesmæssigt

I daglig tale kaldes disse 3 symptomer for DSO-kriterierne (Disturbance in Self-Organisation). Udviser en klient alle seks symptomer, kan vedkommende få diagnosen C-PTSD.

C-PTSD udspringer fra adskillige langvarige og tilbagevendende traumer, ofte i opvæksten. Det kan være tilbagevendende fysisk vold i ens barndom, men også konsekvent kritik og manglende forståelse fra fx forældre eller andre vigtige omsorgspersoner. I modsætning til PTSD er der ikke en klar start og afslutning på traumerne. Det er ikke sikkert, at en klient selv kan udpege, hvorfor han eller hun har udviklet C-PTSD, men når man begynder at spørge ind til deres liv, viser det sig ofte, at deres opvækst og familieliv ikke har været nemt.

Hvis man opfylder alle seks kriterier, får man ikke både en PTSD- og en C-PTSD-diagnose, men alene C-PTSD-diagnosen. Diagnostisk giver dette et klart skel mellem de to diagnoser, men i praksis vil mange have oplevet både choktraumer og komplekse traumer. Dette rummer C-PTSD-diagnosen netop, i og med PTSD-kriterierne er inkluderet i C-PTSD-diagnosen. C-PTSD ekskluderer således ikke de vigtige aspekter af PTSD, men indebærer blot derudover en række ekstra udfordringer.

Misforståelser omkring C-PTSD

Der er sket meget fejldiagnosticering af folk med C-PTSD, og det er der en simpel grund til: Indtil for nylig fandtes diagnosen simpelthen ikke. Derfor har en del folk oplevet, at der ikke kunne findes en fyldestgørende diagnose til dem. I stedet er de blevet diagnosticeret med en lidelse med symptomer, der ligger tæt på, fx borderline, autisme, ADHD, OCD, angst, depression og stress.

Gennem de sidste år er der sket en bevægelse i forhold til traumearbejde. Flere behandlere er blevet traume-informeret – men desværre primært i forhold til choktraumer. Det indebærer en risiko for, at man ser på choktraumer og komplekse traumer som det samme og tænker, at de kan behandles på samme måde.

Når der først er stillet fokus på en forkert form for traume eller diagnose, er det svært at give en præcis behandling, som rummer de problemstillinger, som klienten kommer med. Det kan i værste fald lede til en retraumatisering af klienten.

Hvad er en god behandling af C-PTSD?

Diagnosen er så ny, at der kun findes begrænset forskning. Derfor har vi ingen evidensbaseret behandling, men heldigvis ved vi en masse om, hvordan vi hjælper mennesker med besvær i følelser og relationer. Den viden stammer fra erfaring, forskning indenfor de enkeltstående DSO-kriterier og fra den teori, der er samlet i den psykologiske litteratur.

For at behandle C-PTSD er det vigtigt at finde en metode, der tager hensyn til både de kropslige, emotionelle og relationelle aspekter ved komplekse traumer. Har man oplevet et overgreb fra et familiemedlem, påvirker det ens forståelse af kærlighed og ens forventning til sine nærmeste på en anden måde, end hvis man er blevet overfaldet på gaden.

Der kommer de traditionelle PTSD-metoder til kort, for de fokuserer ofte primært på de kropslige aspekter. Når vi arbejder med choktraumer, giver det god mening at fokusere på de symptomer, der drives af den underliggende frygtrespons. Effektiv behandling af PTSD vil derfor være bygget op omkring den fysiologiske dysregulering, og der vil være fokus på at arbejde direkte med klientens fysiologi. Derfor er metoder, hvor der arbejdes med fysiologisk regulering, oplagte ved PTSD – det kan være Somatic Experiencing, EMDR, forskellige former for kropsterapi, yoga og meditation.

Men når vi arbejder med C-PTSD, er det ikke nok at fokusere på at regulere kroppen og nervesystemet. C-PTSD indebærer en kompleks disorganisering, både fysisk og psykisk.

Komplekse traumer påvirker hele vejen rundt: Nervesystem, krop, følelser, relationer, selvbillede, identitet, den kropslige udvikling, hormoner, kognitivt og mentalt. Derfor er der brug for, at vi arbejder både top-down og bottom-up og inddrager kroppen, følelser, kognition, adfærd, relationer, oplevelse af identitet mv., da alle disse områder bliver påvirkede og potentielt disorganiserede og dysregulerede ved komplekse traumer. Alt dette er inkorporeret i NARM, og derfor er den et godt bud til behandling af C-PTSD og komplekse traumer.

Hvad adskiller NARM fra andre metoder?

NARM er udviklet specifikt med henblik på de tre DSO-kriterier kendetegnende for C-PTSD: Problemer med følelser, relationer og selvbillede. Det adskiller den fra stort set alle andre terapeutiske metoder, der ofte er bygget op om andre faktorer og først nu er ved at udvide deres forståelse til at rumme og behandle det fulde symptombillede, vi ser ved C-PTSD. Det er en kompleks metode, som tager mange år at lære, men overordnet er NARM både en teoretisk model, der inkluderer en dyb forståelse for udviklingstraumer, og hvordan de påvirker os, og så er det også en nuanceret terapeutisk metode til at arbejde med de komplekse traumer.

Udover at NARM i sin grundforståelse er bygget op omkring forståelse og behandling af netop de centrale symptomer ved C-PTSD, så indeholder den også en række undermodeller, der mere direkte adresserer de enkelte DSO-kriterier. Fx arbejder man i NARM med “emotional completion”, hvor der sættes fokus på udfordringerne ved at regulere sine følelser, og man har “the relational model”, der fokuserer mere direkte på relationelle udfordringer, relationen mellem terapeuten og klienten og terapeutens relation til sig selv.

Hvis man spørger udvikleren af NARM, dr. Laurence Heller, så er den største forskel mellem NARM og andre modeller det, han kalder ”agency”. I NARM er hovedfokus ikke på vores traumehistorie og hvad vi har oplevet, men på de overlevelsesstrategier, vi har udviklet for at navigere i, eller direkte overleve, det, der skete for os. De overlevelsesstrategier bærer vi med os videre, og det er ofte det, der giver os problemer i vores liv i dag, fordi overlevelsesstrategierne ikke længere hjælper os, men spænder ben for os. Agency handler således om at se nærmere på, hvilken rolle vi selv har i at vedligeholde vores udfordringer. Det handler ikke om skyld og ansvar, men derimod om, at vi har noget at skulle have sagt i vores egne liv. Det kan være en enorm befrielse at få øje på, at vores udfordringer ikke bare “sker for mig og sådan vil det være for evigt”, men at vi kan have indflydelse på, at det kan blive anderledes.

Af samme grund er vi ikke fortabt, fordi vi har oplevet et traume. For selvom vi ikke kan ændre fortiden, så kan vi godt tage et opgør med de forældede overlevelsesstrategier, som nu står i vejen for vores livsudfoldelse. Hvis mennesker har dybe, komplekse traumer, er der sjældent en hurtig kur. Men der er både håb og hjælp at hente. Også komplekse traumer kan forløses, hvis man kommer i den rette behandling.

Er du interesseret i at vide mere om NARM, kan du læse videre her. Er du psykolog, kan du tilmelde den særlige workshop henvendt til psykologer.